Om Chaîne des Rôtisseurs

Chaîne des Rôtisseurs er en verdensomspændende forening der samler ildsjæle indenfor gastronomiens store verden. Vor holdning er Gastronomi for Alle. Sammen med vore samarbejdspartnere og sponsorer støtter Chaîne arbejdet for kvalitet og kreativitet i kogekunsten med nøgleord som kvalitet i råvarer og ingredienser, økologi og bæredygtighed samt selvfølgelig glæden ved bordet.

Vi mener oprigtigt at livsglæden stortrives under samhørigheden ved både forberedelsen samt indtagelsen af et dejligt måltid i hyggeligt selskab.

Chaîne har som medlemmer mange dygtige kokke, sommeliers, tjenere, hoteliers og restauratører der alle som én håndhæver den håndværksmæssige stolthed som udøvere af gamle og respekterede fag, der med indsigt, engagement og motivation stræber efter at levere det bedste der formås.

Vi hilser også ikke-professionelle medlemmer velkommen i Chaîne – eneste betingelse er at du skal være lidt af et ‘madøre’! Vi har stor glæde af at mødes og dele vore indsigter og oplevelser – noget der beriger alle vore liv.

Mange udenlandske gæster besøger hvert år Chaîne’s arrangementer. Det er en af de grundlæggende idéer – at besøge hinanden og udforske kulinarismen i andre lande.

Som sådan er Chaîne en vigtig medspiller i vor internationale gastroturisme.